L.A.R.S.T. H.U.G. I biografen
L.A.R.S.T. H.U.G. VEGA Koncert - G.R.E.A.T.E.S.T. Live, nu som biografenfilm
I 2016 annoncerede Lars H.U.G. at hans netop afsluttede ”10 Sekunders Stilhed”-tour, havde været den sidste. Dermed bandt han sløjfe på 40 års musikhistorie med H.U.G. og Kliché på de danske spillesteder. Den sidste koncert var den 1. september 2016 i Store VEGA i København, hvor de spillede for tredje gang på touren. Denne gang i anledning af VEGAs 20-års jubilæum, og - i alt hemmelighed- i anledning af Lars’ sidste koncert.
I løbet af den 2-årige tour, havde Lars, hans band opnået et niveau og en professionalisme som Lars aldrig havde troet han ville nå.
Derfor var det nok heller ikke tilfældigt at Lars' band og crew modtog den fornemme Steppeulv-pris, som årets livenavn. Et kollektivt mål var nået, der gjorde det værd at afslutte sin karriere som tour-musiker. Det her er ikke en almindelig koncertfilm. Det er et musicians cut, af en musikers sidste koncert, bedste koncert, ultimative koncert. Hver sang er kælet for, klippet og bearbejdet, for at bringe liv til sangen, til følelsen og til historien.
Koncerten strækker sig over hele H.U.G.s karriere, fra den allerførste single med Kliché ”Militskvinder”, over 80’ernes og 90’ernes storhedstid med ”Elsker Dig For Evigt” og ”Natsværmer”, et lille pitstop i de bossanovainspirerede sange som ”Backwards” og helt til den sidste single ”Altid Lys”. Der er mindst én sang fra hvert af H.U.G. og Klichés 9 albums og mange flere fra de fleste. Derfor kan vi uden at ryste på hånden, kalde det for en G.R.E.A.T.E.S.T. L.I.V.E. Koncert.
Filmen, der har været 2034 dage undervejs, blev muliggjort da Lars, dagen inden koncerten i en indskudt sætning spurgte sin tour-manager Stener Nielsen: ”Den sidste koncert skal da dokumenteres… skal den ikke?”. Da Niklas Konoy, der havde filmet koncerten, spurgte Stener, hvad optagelserne skulle bruges til, var svaret: ”Nok ikke noget, Lars kan bare godt lide at de findes”. Utilfreds med svaret klippede Niklas "Militskvinder" og "Dansevise" sammen og sendte den til H.U.G. Tyve minutter efter blev han ringet op: ”Hej, det er Lars… huggeren, direkte fra Berlin. Det er fandme fedt det der. Skal vi ikke lave den film?”
Kommentarer